Lone Hertz

Lone Hertz er datter af grosserer Kay Bernhard Hertz (1908 - 2001) og hustru Arnolda Nielsine Viola Gress Aistrup (1911 - 1998). Som barn var hun i tre år balletbarn på Det Kongelige Teaters balletskole. Sammen med Kirsten Andersen, Bjarne Kitter og Mads Højgaard var hun datidens filmbørn og turnerede også med Solby Scenen. Hun indspillede også grammofonplader med "Fisken Osvald", "Swingprinsessen" og "Skovhusets skumle skikkelser". Og hun debuterede på Det Kongelige Teater i 1949 som Lille Sarah i "Indenfor murene". Hun forlod gymnasiet som 17-årig for at starte som Lommer-pige og debuterede ...

Lone Hertz er datter af grosserer Kay Bernhard Hertz (1908 - 2001) og hustru Arnolda Nielsine Viola Gress Aistrup (1911 - 1998). Som barn var hun i tre år balletbarn på Det Kongelige Teaters balletskole. Sammen med Kirsten Andersen, Bjarne Kitter og Mads Højgaard var hun datidens filmbørn og turnerede også med Solby Scenen. Hun indspillede også grammofonplader med "Fisken Osvald", "Swingprinsessen" og "Skovhusets skumle skikkelser". Og hun debuterede på Det Kongelige Teater i 1949 som Lille Sarah i "Indenfor murene". Hun forlod gymnasiet som 17-årig for at starte som Lommer-pige og debuterede i december 1956 på ABC-Teatret i en revy med Kjeld Petersen og Dirch Passer. Hun havde en lille skønsang og skulle i øvrigt bare gå ud og ind i trusser og se dejlig ud. Det blev til fem år som Lommerpige på ABC-Teatret i årene 1956-1961. Det var både en lykkelig og broget affære, som bl. a. førte til sønnen Steen Stig Lommer som hun fik sammen med teaterdirektør Stig Lommer (19-06-1907 - 28-06-1976). I 1958 fik hun sin karrierens største fiasko som Polly i "Laser og pjalter" på Aveny Teatret, hvor hun siden var ansat fra 1961 til 1965. Hun blev uddannet på Privatteatrenes elevskole 1960-61. Lone Hertz optrådte i "Lulus Lysthus" i Gilleleje med Volmer-Sørensens "Solskinsvise". Sit store gennembrud som skuespiller fik hun i 1964 som Hedvig i "Vildanden" på Aalborg Teater. Hun havde siden roller f.eks. som Jane i "Udviklinger", Nora i "Et dukkehjem" på Folketeatret, Jeanne d'Arc i "Lærken", Hilde i "Bygmester Solness", Rosalinde i "Som man behager" og kvinden i "Århundredets kærlighedseventyr". Hun var ansat ved Det Kongelige Teater 1968-73 samt i 1975 og spillede her bl.a. Ellen i "Skærmydsler" og Agnes i "Fruentimmerskolen". Hun vakte opmærksohed med nøgenscener i "Vidunderlige kælling" i 1975. På TV fik hun roller som dramatisk skuespillerinde i Ionescos ”Enetime” og Genets ”Stuepigerne”. Og indenfor cabaretgenren optrådte hun på sin bror Tony Rodian's cabaret. Hendes første filmroller var som barnestjerne i "Hold fingrene fra mor" og "Vores fjerde far". Hun huskes for rollen som Tine i filmen af samme navn, som gav hende en Bodil. Det var under optagelser til denne, at hun – på sin 25 års fødselsdag – fik Clara Pontoppidans fødselsdagslegat for at være en af de mest talentfulde unge danske skuespillerinder. Desuden havde hun bl.a. tiltelrollen i operettefilmen "Frk. Nitouche" og rollen som Klara i "Sommer i Tyrol". I årene 1962 til 1975 levede hun sammen med skuespilleren Axel Strøbye. Sammen fik de datteren Micaëla og sønnen Tomas. Noget af det, der har vendt op og ned på hendes liv, var, da hun i 1966 blev mor til sin udviklingshæmmede søn Tomas Strøbye (20-02-1966). Han udviklede sig aldrig til et normalt fungerende menneske med talesprog og evner for at leve livet som andre normale mennesker. I årene derefter viste hun sig offentligt som en mor, der kæmpede med liv og sjæl for at bedre vilkårene for udviklingsmæssigt handicappede og deres familier. I 1981 lavede hun filmen om "Tomas, et barn du ikke kan nå" og hun skrev bogen "Sisyfosbreve". Fra 1978 dannede hun par med ingeniør, direktør Sven Erik Lindhardt (24-05-1942). I slutningen af 1970erne begyndte hun på et universitetsstudium og i 1980 valgte hun at forlade rampelyset for sammen med Malene Schwarz at blive direktør for Bristol Teatret indtil 1982 og Aveny Teatret 1982-1984. I 1984 blev hun rektor på Statens Teaterskole, hvilken stilling hun bestred indtil 1990. På Statens Teaterskole fik hun indført det fjerde uddannelsesår for skuespillere, instruktører og scenografer. I årene 1988-91 var hun medlem af Teaterrådet. Ved 1990ernes begyndelse sagde hun teatret og filmen farvel. I 1993 og 94 indtalte hun Det Nye Testamente for Det Danske Bibelselskab og Danmarks Radio. Og hun begyndte at tage ud i forsamlingshuse, menighedshuse, kirkesale og biblioteker, hvor hun holdt foredrag og bibeloplæsninger. I 1965 blev hun kåret som Århus Studenternes Æreskunstner og allerede før hun fyldte 30, var hun blevet belønnet med både Teaterpokalen i 1965 og Henkel-Prisen i 1967. Udover Bodil-prisen for hovedrollen i "Tine" fik hun en Bodil i 1967 for hovedrollen i "Utro" samt en Bodil som instruktør for sin dokumentarfilm "Tomas - et barn du ikke kan nå". Hun er søster til skuespillerinden Helle Hertz og kabaret-kunstneren Tony Rodian.